Wellington

Hej Allesammen. 

Vi skriver ikke så meget i dette indlæg, fordi I her kan se en stor stak billeder med tekster !!

Mange varme hilsner fra os i Napier, Hawke's Bay, NZ. 

Hus, bil, fisk, fugl

Kia ora koutou (‘hej allesammen’ på Maori)

Forrige lørdag flyttede vi ind i vores nye bolig. Efter lang tids søgen, henvendelser til mange ejendomsmæglere og seks forskellige fremvisninger, dukkede der et fuldt møbleret moderne byhus op i Napier. Huset er komfortabelt og pænt møbleret. Langt over niveauet for de typiske AirBnB’s. De er sparsomt og billigt møbleret og lugter lidt for meget af ‘nem indtægt’ for udlejer. Udlejerne af vores hus er et eventyrer-par, der nyder deres otium. De har købt en campingvogn og rejser rundt i New Zealands natur i 12-18 mdr. Vi er faldet godt til i huset og har allerede hilst på de flinke naboer i de fire nærmeste huse. De er alle pensionister. Det er ikke et typisk familiehus, for der er ikke have, men en stor balkon med udsigt til havet. Det er anderledes end det derhjemme, og vores børn kan godt lide det. Der er 15 minutters gang til lægehuset, så det er nemt for Nicola. Vi ved endnu ikke hvor børnene skal gå i skole. Vi bor udenfor skoledistriktet til den skole vi gerne vil have dem i, men har ansøgt om optagelse. Vi afventer også behandling af student visa til børnene. 
Hjemmeskolen kører ret godt. Når vi bliver bekymrede for børnenes mangel på skole og interaktion med jævnaldrende, glæder vi os over, at de er så kvikke at det halve ku’ være nok :-) Og at de lærer rigtig meget af at hjælpe og rumme hinanden.
Gunilla fik en smartphone af os lige inden vi rejste herned, og det var virkelig perfekt timing. Vi har det princip, at de først må få smartphone, når vi forældre synes at fordele opvejer ulemperne. Og vi må sige at hun har meget glæde af at holde kontakt med venner og familie derhjemme. Små hyggelige beskeder, fjollede GIF’er, videosamtaler tikker ind og ud når kl. er ca. 7-9 morgen og 19-21 aften.

Nicola hænger i som ny læge i The Doctors Napier. Det er en almindelig almen praksis, men bare større end de fleste i DK. Klinikken er ejet af et firma, der har flere klinikker i landet og nogle af lægerne er partnere i firmaet. Nicola er ansat som timelønnet, og der er vist også nogle der arbejder provisionslønnet. Hver læge har sin egen liste af patienter, vist nok 950 på Nicolas liste. Hver læge har en tildelt sygeplejerske og sekretær der hjælper med de administrative opgaver med at følge op på prøvesvar, udskrivningsbreve, receptfornyelser etc. Nicolas første par uger har været rolige med et fint introprogram med god tid til hver patient. Det giver tid til at fumle rundt i computerprogrammet i søgen efter patientens sygehistorik, faste medicin, seneste indlæggelse og laboratoriesvar. Samt at rende kollegaer på dørene for at få hjælp til de praktiske forhold omkring at lægge en plan for patienten. Pyha, det er tydeligt at almen medicin er et speciale der kræver at man kender sit sundhedsvæsen, for man skal jo visitere patienten videre, rådgive og lægge sikkerhedsnet. Det er lidt tungt at starte på bunden, og utroligt frustrerende at deres patientjournal-program er elendigt. Der er naturligvis ikke FMK (fælles medicin kort), men heller ikke et laboratoriekort med fuldt overblik over patientens prøvesvar. Det er svært at læse den fulde tekst i tidligere læges notater og man kan ikke læse emailkorrespondancer sendt til patient, medmindre klinikeren har husket at copy-paste ind i journalen. Det er helt ufatteligt ikke-bruger-venligt, synes Nicola. Men det positive er at hun atter oplever den stejle opadgående læringskurve, og at alle kollegaer (og patienter) er opmuntrende, støttende og tålmodige. 

I denne uge har Nicola kun arbejdet mandag i lægehuset, for tirsdag tidlig morgen kørte vi til Wellington, hvor Andreas deltager i mediekonference sammen med nogle danske kollegaer fra Det Kgl. Bibliotek. Nicola og børnene ser på byen og oplever det flotte Te Papa Tongarewa, NZ’s nationalmuseum, hvor vi blandt andet lærte om landets unikke flora og fauna. Idag går vi derned igen, for vi fik ikke det hele med igår.  

 

Klik her for at se de seneste fotos fra Napier og omegn.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Etableringstid!

Hej allesammen.

I får en statusopdatering igen fra The Settlers in Napier, eller Nicolas dagbog del 3.

Endelig er praksiscertifikatet kommet! Det er sådan en lettelse at jeg kan arbejde og tjene penge igen. Det er så kun godkendt for 4,5 måneder og skal fornyes undervejs med et nyt certifikat der igen koster et dyrt gebyr. Den tid den sorg. 

    Nu har vi knoklet, presset på, stresset og svedt for at få det praksiscertifikat, så jeg er helt udkørt og har brug for ferie, som den søde og støttende HR-chef Tari, siger til mig. Ej, jeg er faktisk ret spændt og ivrig for at komme i arbejde. I onsdags startede jeg på introduktion med nogle obligatoriske e-læringskurser, indblik i computerprogrammet til patientjournaler og fulgte en lægekollegas konsultationer i en lille time. Det er ret overvældende og jeg fatter stadig ikke rigtigt sundhedssystemet, men jeg har meget erfaring i at være ‘ny i job’, så jeg skal nok få det lært. Alle kollegaer er meget søde og støttende. 

    Hjemmekontoret kører på højtryk med at få os etableret. Vi skal ud af vores AirBnB hus lørdag den 25. og mangler et sted at bo derefter. Vi søger lejebolig på fuldt blus, men markedet er hektisk - dyrt og krævende. Man skal stille op med referencer, lønsedler, udtalelse fra tidligere udlejere og alt muligt, for at komme i betragtning. Vi har været til fem fremvisninger hvoraf to var spændende og vi meget gerne ville leje, men udlejer ville kun gå med på fast lejekontrakt i 1 år. Den kan ikke opsiges og binder os til dyr husleje i hele perioden. Det turde vi simpelthen ikke skrive under på, før jeg fik mit praksiscertifikat (= en indkomst). Vi skal på fremvisning igen idag. Samtidig kigger vi på brugte biler, fordi det nok bedre kan svare sig i forhold til at leje en i perioden. Vi har også været på rekognoscering i genbrugsbutikker og noget ala Harald Nyborg/Bilka/Normal (store varehuse med alt muligt kinabras til billige penge), fordi vi formentlig ikke kan få et møbleret hus. 

    I forbindelse med husleje tjekker vi de meget vigtige skolerenoméer, skoleveje, uniformspriser og alt der der ud ved siden af. Og så vil jeg nævne forsikringer for ulykker, sygdom etc. samt visaansøgninger til Andreas og børn. Alt dette hårde etableringsarbejde, inklusive budgetter, usikkerhed og tvivl er virkelig stressende!! Andreas og jeg kan på skift ‘falde ned i et hul’ og tænke at vi må droppe det, at det ikke er bøvlet værd. Men så hiver vi alligevel hinanden op igen. ’Nu er vi jo kommet så langt’. Og det er forår her, sommeren er på vej. Der er så mange steder vi gerne vil opleve. Og vigtigst af alt: Vi er her som det sejeste team af en familie på fem der gør det hele sammen. Det er jo egentlig essensen af hvorfor vi er taget afsted. Vores fantastiske børn er så dygtige og dejlige, hjælper hinanden godt med hjemmeskole, aktiviteter, leg og læring, så det er en fornøjelse.


De få billeder vi har lagt op er lidt ‘lala’ med børn på legepladsen og i hjemmeskolen. Men det giver et glimt af de søde unger til jer, der savner dem :-)

https://photos.app.goo.gl/J9fAHcweY2oUCtmq7

Tre skridt frem og to tilbage

Vi venter stadig på at Nicola får praksiscertifikat. Der dukker nye krav op hver gang noget er på plads. I sidste uge blev der udbedt et certifikat fra Helsedirektoratet Norge, fordi hun arbejdede under norsk autorisation for tre år siden, og de vil sikre sig at Nicola ikke har klagesager el. lign. Helsedirektoratet har behandlingstid på 6 uger, og det er så irriterende at vente. Når der ikke er arbejde er der heller ikke indkomst og så er det for usikkert at skrive under på en fast 1-årig lejekontrakt. Ligesom det er meget dyrt at lægge ca 10.000 kr for visa til Andreas og børnene.

    Vi bruger mange timer hver dag på at søge efter bolig, bil, skrive til sundhedsmyndighederne, oprette bankkonto og skattekort. Samtidig forsøger Andreas at holde kontakten varm til de skoler vi har fået anbefalet. De er imødekommende og venlige, men kræver at vi er bosat i skoledistriktet og at børnene har student visa. Dermed holder Andreas og børnene også hjemmeskolen kørende med forskellige opgaver. I forgangne uge har de haft flex-uge, ligesom skolen i Dk. Temaet var Stillehavet, så der blev snakket om havet, samlet strandfund til land art og tegnet flotte tegninger med havets fisk.

    Når vi synes det hele er udfordrende og svært, bliver det påtrængende at vi er på udebane og langt hjemmefra. Så hjælper det at komme ud på tur og se en god udsigt, nogle eksotiske planter eller høre Tui-fuglens varierede, højlydte, spændende kald. Det er også en fornøjelse at spise appelsiner og avocadoer, fordi de smager af mere og er i sæson stort set altid her.

 

Tui fugl, foto fra: https://opensource.com/article/19/1/cacophony-project

Gunillas humør er blevet bedre. Hun har haft kæmpe glæde af at lytte lydbøger i timevis og lave perlesmykker. Hun har desværre lige fået en infektion i hånden. Et sår hun pådrog sig ved armgang på legestativet blev inficeret efter 2-3 dage. Selvom vi vaskede, smurte med jodsalve og holdt rent med plaster, blev det igår var det så slemt, at vi måtte opsøge lægehjælp. Nicola ville ordinere antibiotikakur, men kunne jo ingenting. Det føltes så uvant og mærkeligt at gå til lægevagt og sidde i kø for at komme ind til en kollega der så satte behandling i gang. Men behandlingen virker og Gunillas hånd ser allerede meget bedre ud.

Flere fotos, som vi selv har taget: https://photos.app.goo.gl/2PifFnPHxY6mdvD19 

Ankommet i Napier - i limbo

 

Kære familie og venner. I får her en hurtig opdatering på vores situation. 

Vi er kommet hele og raske til Napier. Jeg er desværre ikke kommet i arbejde. Der er netop for to dage siden kommet arbejdsvisum.  Jeg må dog først arbejde, når jeg har praksiscertifikat. For at få det, skal der stadig verificeres dokument fra det amerikanske firma som vi har afventet i over 1 måned nu, foruden at der ruller nogle andre krav ud. Det er en bureaukratisk jungle, der minder om dengang vi tog til Sydamerika (de gamle IMCC dage). Det var så meget nemmere at flytte til Norge! Vi kan godt mærke at vi er langt væk hjemmefra.

Vi har som sædvanligt nogle fotos med billedtekster, som I kan se her:  https://photos.app.goo.gl/w4uo68f2zNjJhSVXA  

Forleden mødtes jeg med min klinikmanager og HR chefen for at drøfte udsigterne til arbejde, tidshorisonten og hvor mange dokumenter, der skal skaffes på vejen. De er opmuntrende og optimistiske.
For to dage siden flyttede vi ind i et hus, som klinikken har lejet til os på AirBnB.  Det er stort og fint og ligger i første række til stranden. Men det er så stort at Bille og Oda ikke tør sove alene på deres værelse. De synes vi voksne er for langt væk. Men vi sover på kryds og tværs til de er trygge ved det. 

Min gode fornemmelse af de søde folk på klinikken holder stik. Vi var meget forsinkede på turen herned og kom næsten 9 timer senere frem. Alligevel stod klinikmanageren David med sin kone og tog imod os med egen pickup truck og en lejet bil og bragte os til hotel hvor vi var i to nætter.

Det der er hårdt: Vi er ikke bosat og i gang med en hverdag, og vi er heller ikke rigtigt på ferie. Det er et lidt underligt limbo at være i, så vores humør svinger lidt fra dag til dag. Gunilla har hjemve og er ked af det og har været ret sur på os de seneste aftener.
Det spændende ved at være her: Stranden er anderledes. Træer og planter her er eksotiske. Nedfaldsfrugt fra parken er citrusfrugter. Dem vi møder er søde, og der er stor anerkendelse af at jeg er læge - We need those! siger folk. 

KH Nicola og familie 

Frost og sne mens vi prøver at skøjte og tager på hvalsafari

 

Vi har lånt skøjter fra udlånslageret i Gibostad. Det er gratis at låne vintersportsudstyr fra de kommunale udlånslagre. Vi havde en skøn dag på skøjter på Storevatnet ved Vangsvik på det sydlige Senja.  

Nicolas kusine og familie kom på besøg i de første dage i december. De landede i Tromsø og vi benyttede muligheden for at køre ind og mødes med dem i Tromsø. Næste morgen tog vi på hvalsafari nord for Tromsø. Det var helt spektakulært og uforglemmeligt! Vi så spækhuggere, pukkelhvaler og havørne, der alle mæskede sig i sild. Stimer af sild kommer ind i fjordene om vinteren og de store rovdyr følger med. 

Besøg hjemmefra er altid et dejligt påskud for at tage på tur. Vi nød vinterlandskabets klare kulde og sprøde sne i Ånderdalen og oppe ved lavvo'en i vores 'baghave'.

Det er vildt, at det allerede er december! Det er mørketid, som betyder at vi ikke ser solen, som holder sig nede bag horisonten og fjeldene. Vi har indirekte dagslys fra kl. 10 formiddag til 14 eftermiddag. Resten af tiden er det mørkt og tid til julehygge : )

v

Klik på linket for at se fotos med kommentarer -> https://photos.app.goo.gl/zGkYMFuQSZNMUnVh8

 

Den aktuelle vejrudsigt med mørketidssymbolet: en sol under horisontlinje:

Smuk november

 

Endnu en måned er næsten forbi, og tiden er fløjet afsted. Ud over at passe arbejde, børnehaver og skole så er vi fortsat flittige turgængere. Og vi har haft dejligt besøg hjemmefra af Andreas' søster med familie. 

I slutningen af denne måned er vi trådt ind i mørketiden. Det vil sige at solen ikke kommer op over bjergene, og slet ikke ses igen før engang i slutningen af januar. Men det er ikke helt mørk, selvom solen er under horisonten. På de klare dage ser vi flotte solnedgangsfarver i syd, og himlen er pastelfarvet i smukke nuancer i 2-3 timer fra 10-13. Det er helt mørkt igen, når vi går hjem fra job og børnehave, men kan til gengæld være heldige at se det dragende nordlys danse på himlen allerede kl. 16 ! Det er lidt magisk og eventyragtigt.

Klik på dette link for at se fotos-> https://photos.app.goo.gl/iTmHXmxQykTw2hZ79